EM Israel 2011

Ved årets Europamesterskab i Israel blev det atter til et Europamesterskab til Danmark. Lise Mollerup Sørensen fra Ellipsen vandt guld i single i aldersgruppe C. Lise erobrede ligeledes sølv i Masters.

Arrangøren havde indstiftet medaljer for 4. og 5. pladserne i alle rækker, så de første 5 i hver række fik overrakt medaljer.
Det betød at Hanne Tholstrup og Lise Mollerup Sørensen fra Ellipsen fik en medalje for deres 5. plads i dame double gruppe A.
Ligeledes blev det til medalje i Trio til Hanne Tholstrup, Lise Møllerup Sørensen og Nina Larsen fra Aalb.Bowl.Team for en 5. plads.

På herresiden gav det ikke medaljer. Tættest på var Leif Makholm og Rudi Larsen fra BK Triominos i herrer double gruppe B med en 6. plads – desværre lige udenfor medaljerækken.

De af ESBC Danmark udsatte vandrepokaler blev hos damerne vundet af Lise Mollerup Sørensen fra Ellipsen, og blev hos herrerne vundet af Henning Bjerregaard fra Sundby. Vinderne vil få deres navne indgraveret i pokalerne, der vil blive overrakt på årets generalforsamling den 2. oktober 2011

Dette års europamesterskaber for senior-bowlere er nu overstået. Alle danske deltagere er tilbage i Danmark efter en succesrig tur, både med hensyn til det sportslige, og også i høj grad med hensyn til mange spændende oplevelser i Israel.

Turen var helt i top med fin indkvartering i Haifa på Hotel NOF, beliggende på et højdedrag med en pragtfuld udsigt fra hotellets terrasse mod den gamle bydel og havnen. På terrassen blev der tilbragt mange hyggelige timer med socialt samvær.

Foruden bowlingspil med 3 x 6 serier i 3 dage var mange på egne oplevelser rundt i området. Der var arrangeret 2 dejlige udflugter til blandt andet Galilæasøen og Nazareth samt Jerusalem og Det døde Hav. Berømte steder, som alle kender fra religionstimerne i skolen, og oplevelser som mange ikke gerne ville være foruden den dag i dag.

Turen til Galilæasøen og Nazareth var en gratis tur om lørdagen til alle deltagere, som en slags kompensation for, at afslutningsbanketten af religiøse årsager først kunde afholdes lørdag aften.

Dagen efter om søndagen havde ESBC Danmark så i samarbejde med Felix Rejser arrangeret heldagsturen til Jerusalem og Det døde Hav med dansktalende guide.

Banketten var desværre ikke helt som forventet. Det var lidt af en skuffelse. Ikke mindst på baggrund af den fantastiske banket i Netanja i år 2000. Banketten blev holdt indendørs, og der blev serveret den sædvanlige buffet, hvor man stod i lange rækker for at få mad, som i øvrigt først blev serveret efter diverse takketaler og uddeling af erkendtligheder til forskellige personer, der havde deltaget i planlægningen og udførelsen af EM 2011.

Fredag aften fejrede vi Lises Guldmedalje med et glas champagne på hotellets terrasse, hvorefter alle 39 deltagere spadserede til en udendørs restaurant, hvor vi fik buffet på Israelsk maner. Lidt anderledes end vi gør det i Danmark, men en sjov oplevelse og en dejlig aften.

Men ellers var hele arrangementet super godt. Busserne fungerede perfekt hele ugen, det var vel noget af den bedste transport, vi har oplevet i rigtig mange år, og sikkerheden var helt i top, hvor absolut ingen mærkede noget til politisk uro i den del af verden.

Ved generalforsamlingen den 2/10 blev de to vandrepokaler for højeste keglefald over de indledende 18 serier overrakt til  Lise Mollerup Sørensen  og Henning Bjerregaard. Vinderne vil få deres navne indgraveret.

Print Friendly, PDF & Email